UNDGÅ DEHYDRERING I SOMMERVARMEN

Dehydrering betyder, at kroppen ikke har den mængde væske i sig, den burde have. Årsagen kan være, at kroppen taber for meget væske, at man ikke indtager nok væske eller en kombination heraf. Hvorfor skal ældre være særligt opmærksomme på dehydrering?

Ældre har mindre muskelmasse end yngre, og det betyder blandt andet, at kroppens væskeindhold falder fra omkring 70 procent til under 60 procent efter 75 års-alderen. Mange ældre har en svækket tørst, og da de ofte er i behandling med vanddrivende medicin, er de særligt udsatte for at blive dehydreret.

Tørst er naturligvis et af de første tegn på dehydrering. Herudover kan de typiske symptomer på dehydrering være mundtørhed, begrænset eller ingen vandladning, koncentreret mørk urin, sløvhed og, ved alvorlig dehydrering, bevidstløshed.

Hos ældre kan væskeunderskud og dehydrering desuden føre til forstoppelse, svimmelhed, konfusion og heraf relaterede faldulykker.

Væskebehovet varierer fra person til person og er afhængigt af fysisk aktivitet og klimatiske forhold. Hos raske voksne i et tempereret klima som det danske og med moderat fysisk aktivitet har kroppen en væskeomsætning på cirka 2½ liter. Da maden tilfører cirka 1 liter væske, og kroppen selv danner 300 milliliter væske, er det normalt tilstrækkeligt for yngre voksne at drikke 1-1½ liter væske om dagen. I en generel væskeanbefaling til ældre lægges en ekstra sikkerhedsmargin ind, og man tilråder derfor ældre at drikke 1½ liter væske per døgn.

Vand fra hanen indeholder ingen kalorier, men en række vigtige mineraler, blandt andet calcium, jod og magnesium. Ved at slukke tørsten i vand undgår man at indtage såkaldte ”tomme kalorier” fra for eksempel sukkersødede læskedrikke.

Sodavand, saft og læskedrikke indeholder ofte meget sukker og kun lidt vitaminer og mineraler, undtagen for eksempel hybensuppe, appelsinjuice og solbærsaft, som indeholder C-vitamin. Et højt indtag af sukkerholdige drikkevarer gør det vanskeligt for ældre at få tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler, idet drikkevarerne tilfører kalorier uden at bidrage med vitaminer og mineraler.

Mælk og juice er gode alternativer til de sukkersødede læskedrikke. Mælkeprodukter indeholder mineralet calcium og en række andre vigtige næringsstoffer, og det er derfor en fordel, at ældre dagligt indtager cirka ¼-½ liter magert mejeriprodukt i form af mælk i kaffen, drikkemælk til frokosten eller syrnede mejeriprodukter til morgen- eller mellemmåltider. Sødmælk er velegnet til at øge indtaget af energi. Appelsinjuice giver både væske og vitaminer, men også lige så mange kalorier som sodavand.

Kaffe, te, kakao, øl, vin og spiritus indeholder nogle kemiske forbindelser, der virker vanddrivende. I praksis udgør det sjældent et større problem, hvis blot ældre drikker cirka 1½ liter væske hver dag inklusiv ovennævnte drikkevarer. Et glas vin eller øl til maden kan være med til at øge det samlede energiindtag.

Kilde: Netdoktor.